Ballerina
#3
Træet, der danner motiv i dette foto, så jeg for første gang for flere år siden, og jeg vidste, at der var et potentiale, som jeg måtte undersøge på et andet tidspunkt. På den dag, hvor jeg så det første gang, var forholdene ikke ideelle for de tanker, der udviklede sig omkring dette motiv. Jeg har siden tænkt en del gange på det træ og har ledt efter det, når jeg har været i Hald Egeskov. Men jeg har simpelthen haft utrolig svært ved at finde det igen. Men nu har jeg endelig fundet det, og jeg glemmer ikke stedet igen. Note til mig selv: Skriv altid ned, når du finder et nyt motiv. (Det viste sig, at jeg siden har gået forbi mange gange uden at opdage, at det var lige for næsen af mig).
Jeg faldt for hende, fordi hun for mig nærmest er levende. Det er nok også derfor, jeg nu omtaler hende som en personlighed. Hun er i hvert fald blevet personlig for mig. Hun står bare derinde i skoven og danser for sig selv. I min krøllede fantasi er det nærmest en ballet, hun udfører, deraf titlen på dette værk. Hun udstråler en ynde og en elegance, jeg aldrig har set i et træ før, og hun optræder bare lige der, midt på scenen, uden nogen form for viden om, at verdenen ikke helt er så fredelig, som det ser ud til i hendes vante omgivelser.
Jeg havde brug for tågen, til at hun rigtigt kunne træde frem på scenen og i karakter. Fotoet viser en unik opførsel med de omkringstående træer som medspillere på scenen, uden nogen tvivl om hvem der er stjernen.
Størrelse: 75 x 50 cm.
Ramme: Sort stilren træramme
Dato: 23-09-2024
Pris: 1250 kr.
Print: Hahnemühle Fineart Photo Rag
Sted: Hald egeskov, Viborg
Klik på knappen hvis du vil bestille og reservere dette foto. Reserverede fotos vil blive afleveret efter udstillingens slutdato.
HUSK! Ved bestilling skrives titel og #nummer i emnefeltet.